I herskerens spejl er en satire over diktaturets absurde væsen. I en fiktiv Balkanstat kidnappes lægen Mirko af regimet, uden at han som sådan har gjort noget forkert. Diktatoren har nemlig besluttet, at det ville være meget praktisk at anskaffe sig en dobbeltgænger og efter nogle få plastikoperationer ligner Miko herskeren tilstrækkeligt meget til at kunne indtage denne rolle. Nu kan Mirko tage noget af presset af den rigtige diktator, men det viser sig hurtigt, at dobbeltgængeren har sin egen vilje. Han beslutter sig nemlig for at forbyde tiden, og pludselig er armbåndsure, faste tider for fjernsyns- og radioprogrammer og snak om årstider eller dag og nat ulovligt. Bogen tegner et sarkastisk billede af et diktaturs absurde styreform, hvor alt afhænger af en gal mands skøre indfald.
I en lang strømmende monolog fortæller tandlægen Mirko om sin vej til magtens centrum i en fiktiv Balkanstat, hvor løgn afløser løgn. Hans beretning bliver en ond satire over diktaturets væsen
Anmeldelse:
Lektørudtalelse
I en fiktiv Balkanstat bliver en tandlæge afhentet af det hemmelige politi. Han er blevet udvalgt til at være Herskerens dobbeltgænger og rettes gennem plastisk kirurgi endegyldigt til. Sammen gennemlever de mange perioder i landets historie, der er en blanding af diverse diktaturer med flest mindelser om Serbien, men med mange referencer til en række historiske personer og begivenheder. Stage får fortalt en satirisk fabel om magtens og diktaturets væsen og om de evige overlevere, der i en uhyggelig virkelighedstro karikatur kan afløse den ene løgn med den anden, den ene alliance med den anden og den ene offergruppe med den anden. Bogen former sig som tandlægens rablende monolog fortalt ved den djævelsk overraskende slutning, hvilket desværre giver bogen et eksorbitant højt lixtal, idet der kun er en halv snes hovedsætninger fordelt på de godt 200 sider. Det gør især starten svær, for når først man er fanget af historien, spiller formen ingen større rolle. Romanen er politisk satire, når det er bedst: underholdende og skræmmende tankevækkende