Vita Andersens berømte debutdigtsamling fra 1977. En række fortællende digte om kvinder som ofre for mands- og varesamfundets rollespil i en blanding af råhed og ømhed, letsindighed og depression.
Digte om kvinders længsel efter tryghed som ofre for mands- og varesamfundets rollespil
Anmeldelse:
Lektørudtalelse
Bogen er V. A.'s debut-digtsamling, men man har tidligere kunnet læse tekster af hende i tidsskrifterne Victor B. Andersens Maskinfabrik og Fælleden, i antologien Lyrik 76 og i Politiken, ogjeg er sikker på, at en del læsere allerede har taget teksterne til sig, og forståeligt: de skrives frejdigt ud af hverdagslivets forvirrede menageri, handler om moderne menneskers følelsesliv iægteskabets falske og utilfredsstillende tryghed eller i ensomhedens mangel på mening. Sproget er mundret, dagligdags, letlæst trivialpoesi, og det anvendes mest i monologer ogsituationsbeskrivelser. Kun i en række bamdomsdigte midt i bogen taler digtenes stemme tydeligt med V. A.'s egen, ellers er der rig lejlighed for læseren til identifikation: med den fraskilteægtemand, med familiens nye mor, med kvinden strandet i et samlivs kolde sengeøvelser og rutinerede kysse-teknik. - En kritik kunne vende sig mod bogens monotoni, dens totale mangel på vilje til atløfte sig ud over forvirringen, dens åh såmoderigtige holdning. Men man kommer ikke uden om, at der er noget befriende over V. A.'s uhøjtidelige og direkte skriverier: "jeg er levende jeg er varm/ prøv at få øje på mig / inden jeg bliver helt væk / hold op med at være hysterisk / siger han". Bogen bliver muligvis meget efterspurgt
